Det Herlovianske Sprog

 

HERLOVIANERORDBOG

alle optegnelser er vigtige, også af ord, der i forvejen er optegnet.

Listen af ord angivet nedenfor.

 

Alle oplysninger er vigtige, blandt andet for at vi kan vide, hvor længe ordene overlever.

Mange oplysninger om de samme ord kan også vise, om ordene skifter betydning med årene.

Derfor er der ingen oplysning, der er for lille.

 

 

Ord fundet i herlovianerstile 1999 – 2000

(angivet i originalformer fra stilene)

grasjen (granplantagen)

pager (pandekager)

Bof (boden)

Slær (sålelæder)

”samle” (når man samler tallerkener ved ”bordet” efter man har spist)

Hørere

Follerne (formiddagsbollerne)

”spand” (affaldsspanden på bordet til at smide affald i)

gæve (gangtæve)

setter (servietter)

Søj (syltetøj)

Kadet (Kødfad)

Speber (salt og peber)

Gas (slik)

Mime (mellemtime)

Kagerne (kammerat(skabs)stagerne)

Ellipsen – Tildeles den ægte herlovianer

Belmer – person i 6. og 7. Klasse

Ærkebelmer – person i 8. Klasse

Tyrelov – at få lov til at læse tegneserie/sidde på sofaen under lal

Bøv  (bonderøv)

Kemikum (kemilokalet)

Fysikum (Fysiklokalet)

Valen (vaskesalen)

deich

schlaich

staff (at være mærkelig)

Schlatten (betyder man er meget træt)

Vissen (man bliver fuld)

Froller (frikvartersboller)

Kark (kloakpark ikke Kierspark)

snedler

Vuen

prækt (præfekter)

Folle (formiddagsbolle) folderne (!)

Pugle (Peter Ugle )

Høpse  (at snyde sig til noget)

Fleller (flødekarameller)

Bleddel (blå seddel)

Lovn (ligvogn)

Skral (skrålemanual, sangbog)

Skrynet (Skovbrynets bodega)

Stander

Mellerne

Fuen

mysikum

Tollerne (tørbollerne)

”at springe” (ikke en forkortelse) (at stikke af efter sengning)

B.G (Birgitte Gøyegården)

Belmer (bæ-mellem-er)

Bordet (ikke en forkortelse)(om middagsbordet)

Gnisten (organisten, bruges stort set ikke)

P.G (Pernille Gøyegården)

Paple (pige dagelever)

Piple (pige kostelever)

Pølen (kommer det af en forveksling af af Pøen?)

Ryle (ringe i vestibulen)

Sengning (ikke en forkortelse) (når kosteleverne skal sove)

Svællinger (svaneællinger)

Tuen : Tyskerstuen/tørkestuen

Vylen (vestibulen i Skygningen)

blaver

kloller (claudes boller)

Spever (salt og peber) (!)

Stark (store fiskepark)

Nært (nærtikum) (!)

Lorgen (ligvognen) (!)

Vyrd (vidnesbyrd)

Bøffen (træningslokalet)

Ruen (rygestuen)

Lården (lassengården)

jumbe

at fase

sus (sygehus)

fleller (flødekarameller)

galen

lognen

Svælling (svaneælling)

Prækt (præfekt)

Pøen (paradisøen)

Dængning (Citat: ”Første gang det var ordentligt sne vejr blev de nye Disciple begravet i en ny snedrive; Når de så begyndte at grave sig frem, blev de bombarderet med snebolde”)

Skukser

lovn (ligvogn) (!)

Skorpe: (person fra herlufsholm)

Pus (pissehus)

DEK

snollerten og ollerten (Citat: "Det skulle betyde ”vandkanden” og ”glasset”. De fortalte mig også, athvis man skulle have vande, så skulle man bede om ”snollerten i ollerten”. Alle grinede meget, da jeg sagde det, og da jeg ikke kan finde det i den førnævnte ordborg, og ikke har hørt andre sige det, så tror jeg, det er noget, de fandt på for at lave lidt sjov med ”den nye”")

Heis og Mia

Bum (Biologi)

 

Herlovianerord nævnt i stile 1996,

gengivet i originalform fra stilene

 

dich, dach, duch (når man dummer sig)

stark (Store fiskepark)

Heis

Speuer (salt og peber)

Luen

Galen

Buen

Hylen

søj (syltetøj)

solie (sololie)

spræk (skipperbræk/leverpostej)

gad (grønsags fad)

Mygningen

Vylen

Sus

Deck (Disciplenes Bibliotek )

Vuen

pede systemet

håndgut (karakter: 5)

”herlufsholm skårber”

biff, baff

skokser

daple

spøjs (Citat. ” Men jeg må indrømme at det er optur at gå på herluf og være en kanon sej skårber og ikke en af de baf skokser som prøver at give en håndgut. Dem der skal også få dach, er daplerne som ikke skal have lal! Spøjs!")

dek

fas (fedthas)

frime (fritime)

Mausen (middagspausen)

”pøplen”

pedere (personlige svedere)

Bübs (penge)

Håndgut (noget dårligt)

Diple

dach (karakter 0,3)

blaver

Set

Bum (Biologikum)

kad og gad (Citat: ”de ord er desværre udgået i ca. 1995 – da jeg gik i 10. Præp)

Mygningen

Skygningen

buble (sove)

mause

vygge (videohygge)

val

lal

snulle (snotrulle)

en faser (subst.), at fase (verb)

at büble (sove) (verb), Bübler (træt) (adj)

et danbübs (dankort (subst.)

bübsi (adj, rig)

en ged (en taxa)

speber (salt og peber)

frime (fritime)

pipel (pigedisipel)

papel

solie (sololie)

loven (ligvognen)

valen, val (vaskesalen, vaskesal)

Gnisten

Nyster,

Mause

Hører

Ønen

Gæver

Galen (gymnastiksalen)

Spladsen (sportspladsen)

Spever

bæl

Lur (ladbytur)

Bur (bilkatur) (disse ord er forsvundet med pedersystemets nedlæggelse)

Bübs (Citat: ”Bübs er et ord der bliver anvendt i mange situationer. Det bliver brugt til at understrege ord eller navne fx. ”hej Therese-bübs!”)

Mur (Mc Donalds tur) en straf: løbe op på mc. D og købe mad til præfekterne

Prol (prolletar)

Biff (bruges om en meget kikset person)

nyster (nonnebryster, en budding)

mest (mellefest)

møsse (mygningebøsse)

Søjet (syltetøjet)

Dagbels  (dag elev)

Bøf (et fjols el.lignende. startede som definitionen på et kødbjerg)

mime

frime

dobbeltgut (karakteren 10)

 

  

 

                Herlovianersproget i anden halvdel af 1900-tallet.

 

                              Jens Normann Jørgensen (1970)

 

Selv anser vi os for at være vores eget lille samfund og for at tydeliggøre dette, går vi for det første i anderledes og samtidig ens tøj og for at sætte et prik over i'et, har vi vores helt eget sprog. Da jeg ankom til skolen i 1994 indså jeg hurtigt, selvom jeg nødigt ville, at det var nødvendigt med lynets hast at lære alle disse udtryk, for når folk ved bordet spurgte efter gad (grønsagsfad), kad (kødfad) eller sbræk (sømandsbræk = lever­postej), som i øvrigt er udgået nu hvor vi har fået kafeterieordning, blev man lidt til grin hvis man gentagende gange måtte bede dem om at oversætte.

 

Således skrev en herlovianer til mig i slutningen af 1996. Anledningen var nogle dis­kussioner, jeg havde ført med en del af eleverne i deres dansk­timer på skolen. Efter aftale med deres hørere gav jeg tre gymnasie­klasser til opgave at skrive en stil om deres forhold til her­lovianer­sproget - og denne passus var et af resultaterne.

 

Af citatets indhold kan vi lære flere ting om herlovianerspro­get ved udgangen af 1900-tallet. For det første er det altså stadig i daglig brug på Herlufsholm efter ca. 170 års ubrudt tradition, og dets særlige ord­dannelsesmekanisme er den samme som hele tiden - nemlig sammentræk­ningen.

 

For det andet er en del af herlovianersprogets særgloser knyttet til de daglige rutiner på skolen, ikke mindst i for­bindelse med indtagelse af føde, den åndelige ikke medregnet. Det er måske snarere diplenes intense forsøg på at undgå indtagelsen af den til­rettelagte åndelige føde, der afføder deres kreative påfund i herlovianersproget?

 

For det tredje kan vi se, at behovet for at kende og kunne bruge herlovi­aner­sproget føles meget stærkt for den, som gerne vil være med, der hvor tingene sker, og hvor man er inde og med. Behersker man ikke sproget, kommer man til i bedste fald at stå lidt udenfor, i værste fald at blive til grin. Resulta­terne udebliver da som regel heller ikke:

 

I dag kunne det ikke falde mig ind at sige smør i stedet for solie eller syltetøj istedet for søj jeg fanger endda mig selv i at rette på folk der beder mig om at række dem smø­ret.

 

Denne passus er fra den samme hånd, og den fortæller os om yderligere et forhold ved her­lovianersprogets brug: man har adgang til og magt over sproget i forhold til sin plads i herlovianerhierarkiet. Stort set alle beretninger om livet blandt diple, ikke mindst erindrin­gerne fra 1800-tallet, fortæller om klare hierarki­er med håndgribelige regler og reso­lutte straffe for overtrædelser. På dette punkt adskiller herlovianere i slutningen af 1900-tallet sig nok fra tidligere herlovianere, ved at hierarkierne er mere subtile og mindre håndfaste i deres disciplinerings­midler, men hierarkierne er der stadig.

 

 

Herlovianersproget 1950

 

Herlovianersproget stammer formentlig fra tiden omkring 1830, og det er dokumenteret gennem alle årene siden da. I første halvdel af 1900-tallet udkom to herlovianerordbøger, af Neergaard 1922 og Achen 1940. Til år­hundredets anden halvdel må man samle sine oplysninger om sproget fra flere spredte kilder. For det første er der diplenes egne skriftlige præstationer, som de står at læse i de forskellige elevblade gennem årene: Diplen, Herlufholmeren, Forum Omnibus, Obs. Hertil kommer udgiv­elser i forbindelse med fester, især Fugleskydningen og komedien. For det andet er der skolens udgivelser. Skolens officielle blad hedder Herlufs­holm-kontakt, og der er også stof i, som kan doku­mentere herlovi­aner­sproget. Gammelherlovianernes blad Herlovianeren byder jo på mangt og meget om Herlovianer­sproget, men det meste af det kan af gode grunde­ højst blive sekundært som kildestof til diplenes til enhver tid kurante sprog­brug.

 

Disse forskellige udgivelser har som regel et andet formål end at for­tælle om Herlovianer­sproget. Så derudover har jeg gennem en årrække samlet oplys­ninger om herlovianer­sproget fra alle de her­lovianere og gammelherlovi­anere, der gad tale med mig eller skrive til mig om det. Og en gang imellem også fra diple, der egentlig ikke gad, men som skulle gøre det i forbind­else med deres under­visning. Det har givet mig et materiale, som kan belyse herlovi­anersproget på forskellige tidspunkter, ikke mindst 1900-tallets anden halvdel.

 

Lige præcis år­hundredets midte er godt belagt, idet Niels Aarup (1951) har udarbejdet en liste over de udtryk, han kender fra årene 1948-1951. Han har oven i købet kommen­teret hvert enkelt ord eller udtryk efter dets hyppighed i daglig brug og dets udbredelse i det almindelige ord­forråd. Om et ord som bleddel (blå seddel) skriver han således, at det "bruges næsten hver dag", og at "ingen drømmer om at bruge noget andet ord". Denne be­skrivelse gælder også følgende ord

 

bordet (måltidet)

bø (skolefagene fysik og kemi)

Bøen (lektor Borelli-Møller, fysik- og kemilærer)

dipel (discipel)

femmad (eftermiddagsbolle)

Fysikum (fysiklokalet)

Gnisten (organisten)

Guf (adjunkt Henning Kirkegaard)

hummer (værelse)

hører (lærer)

Knår (lektor, senere rektor Poul Kierkegaard)

Lal (læsesalen)

lal (læsetid)

mausen (middagspausen)

nimad (formiddagssmørrebrød)

pus (pissehus = toilet)

ryle (ringe i vestibule, om skoleklokken)

senge (kontrollere, at diplene på en sovesal er i seng, og slukke lyset)

Stalden(tilbygning ved Skolebygningens østside)

Stef(lektor P. W. Steffensen)

valen(vaskesalen)

Vuen(vuggestuen = sovesalen i Klosterbygningen)

Vylen(vestibulen)

øv (optaget-svar indefra ved spark udefra på vus-døre­ne, som ikke havde lås)

 

Der var naturligvis mange flere ord i brug, men Aarup angiver disse som 25 ord som både hyppige og centrale for herlovianer­sproget omkring 1950. Af dem er fem ord egentlige øgenavne til hørere, og ét af de øvrige direkte afledt af et hører-øgenavn. Det kan ikke komme bag på nogen, at sådanne ord ikke over­lever til århundredets afslutning. Ingen af dem bruges da heller længere, omend Gnisten er kendt som ord af nogle elever selv i dag. To andre ord er personbe­tegnelser (dipel og hører).

 

Derudover er der fire ord, der er egentlige navne på bestemte lokalite­ter (Fysi­kum, Stalden, Vuen, Vylen) og desuden to, der angiver lokaliteter (val, hum­mer). De øvrige angår næsten alle skolens daglige funktioner, herunder under­visning (bø) og lektielæsning (lal), mad (nimad, bordet) og dagens rytme (ryle, lal).

 

 

Herlovianersproget 1975

 

Fra 1975 har vi en oversigt over herlovianersprogets mekanismer og hyppigste gloser til oplysning for forældre og andre uden­forstående. Det er Jørgen Hvidt­felt Nielsen (hø­rer), der har beskrevet det da gængse herlovianersprog i Her­lufsholm-kontakt august 1975. Han nævner i alt 66 herlovianske gloser som karakteristiske for sproget, heraf dog nogle som han skriver ikke længere bruges. Fra hans gennemgang ved vi, at ordene Fysikum, Vylen, lal, val og hummer levede trygt og godt i 1975. Der er også kommet nyt ordstof til: siden Aarups tid havde skolen i 1975 fået en Helen-hal, og denne hal har en vestibule - selv­følgelig med navnet Hylen.

 

Uden for skolen fandtes Svulen (swimmingpoolen = svømmebassinet ved Herlufsholm­hallen) og Skrynet (Skovbrynet, et karre-byggeri i Ny Holsted med en livsvigtig slikbutik). Ny Holsted selv kunne sammentrækkes til Nolsted og eventuelt yderligere for­kortes til Nol eller Nold.

 

Hvidtfelt undgår behændigt og udtrykkeligt at levere dokumenta­tion for hørernes øge­navne, og det kan jo kun ærgre os i dag. Men vi får da Heis og Mia nævnt, ligesom gæve (gangtæve = kvindeligt medlem af det tekniske personale) og bælmer. Ifølge Hvidtfelt indgår i ordet "vistnok børnehave og -mellem som grundbestanddele", og det betegner en dipel i yngste klasse.

 

Indtagelsen af mad har også appelleret til diplene i 1975, og kreativite­ten boblede. Her har vi belæg på nøster (nonnebryster = hvid budding), naller (negerballer = chokoladebud­ding), ligvogn (bentallerken), spølse (spegepølse) og sbræk (sømands­bræk = leverpostej), slær (sålelæder = oksesteg, som Aarup ikke nævner, men som er meget gammel), solie (sololie = smør) og søj (sylte­tøj).

 

 

Herlovianersproget 2000

 

Til belysning af sproget ved århundredets slutning har jeg et par spørgeskemaundersøgelser blandt samtlige diple og ansatte i 1985 og 1995. Og jeg har over 100 stile om herlovianer­sproget fra årene 1996-1999. I slut­ningen af 1990'erne havde diplene stadig et vågent øje for sprogets muligheder, når det gjaldt bordets glæder og sorger: de havde nu tilføjet ordene spever (salt og peber) og set (serviet), ligesom de havde herloviani­seret sig frem til lovn (lig­vogn).

 

Dagens øvrige rutiner gav i 1999, ganske som i 1975 og i 1950, anledning til herlo­viani­sering af fælles­sprogets gloser. Således er herlovianer­glosen mime kommet til som sammentrækning af mellemtime - den slags er der jo kommet flere af med gymnasieord­ningen fra 1990'erne. Andre herlo­vianerord, hvis brug er i aftagen, bliver genstand for omfortolkninger: Peder (populari­tets­spreder = (mindre) straf idømt af prækt) var en høj­frekvent term i 1975. Af senere tiders diple, der jo kun kender fænome­net fra herlovianerhistorien, er peder blevet omfor­tolket til "per­sonlig sveder" (det er den forkla­ring, eleverne i 1999 gav mig på ordet peder).

 

Af Aarups højfrekvente ord var over halvdelen, og af Hvidtfelts det store flertal, stadig i daglig brug på skolen sidst i 1990'erne. Det var ord som ryle, lal, bordet, hummer, val, Fysikum og mausen. Nutidens herlovianere genkender uden tøven disse ord og bruger dem efter eget udsagn dagligt. Det er ord, der er navne på eller betegnelser for lokali­teter på skolen, eller som angiver daglige funktioner. Det skulle borge for, at herlovia­nerspro­get i hvert fald ikke er uddødt.

 

Men der er andre tegn på, at herlovianersproget er i live. Nye ord er i en jævn strøm kommet til herlovianersproget i årene, siden Aarup havde sin daglige gang på skolen. Af fysiske lokaliteter kan skolen således i dag fremvise Tuen. Tuen er en sammentrækning af tørke­stuen eller tørker­stuen, der igen er betegnelsen for et særligt lektie­læsnings­rum. At tørke er at læse lektier, og den herlovianer, der læser lektier frivilligt, gør det ikke ustraffet af sproget. Han eller hun er en tørker. I årene mellem Aarup og 1990'erne har han eller hun kunnet være en makker (morakker). Sprogets iboende propaganda har måske virket på her­lovianer­ne - i hvert fald benyttes Tuen i dag ikke længere til sit oprindelige uædle formål, det er inddraget til admini­strative opgaver.

 

Tuen slutter sig som ord til en traditionel gruppe af ord, som hele århundredets her­lovianere kender. Vi har Fuen, et ord sammentrukket af Fællesstuen. Inter­essant nok er ordet gennem årene blevet omfortolket. Dagens herlovianere kender det som sammen­trækning af Feststuen, og ifølge nutidens hørere er det et ganske godt udtryk for de senere års benyttelse af lokalite­ten - et vist nok ikke helt seriøst alternativt forslag blev nævnt for mig af diple i 1999: fulde­mandsstuen. Læsning i almindelighed, og lektielæsning i særdeleshed, er en utænkelig foreteelse i den sammenhæng nu om dage. Måske af samme grund er Luen (Læsestuen) fortid for de fleste nu­værende herlovianere, og de skal tænke sig om en ekstra gang, før de kommer i tanke om, hvad det er.

 

Vuen er tilsvarende et ord sammentrukket af vuggestuen, og det betegner yngste klasses sovesal. Sovesalen har fysisk flyttet sig fra Kloster­bygningen til en nybygning bag Røde Plads, men ordet lever modsat Luen i bedste velgående.

 

Vylen og Fysikum er også gængse stednavne, som er i daglig brug, og som har været det hele perioden igennem. Det samme gælder Bum (Biologikum), omend det efterhånden er sjældent, Stark (Store Park = søen foran rektorboligen) og Kark (Kiers Park = søen ved Spladsen), Mellerne (munke­cellerne i Kloster­bygningen) og Dek (discipelbibliotek, som nu er folke­etymologi­seret til "det gamle bibliotek"). I 1975 fandtes Mammeret (mørke­kammeret, altså det til fotografi-fremkaldelse), men sammentrækningen har vi ingen belæg på fra tidligere tider, og den bruges heller ikke i dag. Hvidtfelt nævner i 1975 også Snolen (snitteskolen, senere fortolket som snedkerskolen = sløjdværk­stedet), som nu er gået ud af brug.

 

Ord som Sus (Sygehus), Galen (Gymnastiksalen) og Spladsen (Sportspladsen) er i live og ved godt mod. Aarup angiver dem ikke som de allermest centra­le, men han kender dem også. Det samme gælder Mygningen sammentrukket af Mu­seumsbygningen. Aarup kender ikke til nogen herloviani­sering af Skolebyg­ningen, og så sent som i 1975 bemærker Hvidtfelt i forbindelse med ordet Mygningen: man kan i denne forbindelse undre sig over, at Skole­bygningen ikke hedder Skyg­ningen. I 1990'­erne hed Skolebygningen imid­lertid Skygningen, og nutidens diple ser misbilligen­de eller med­følende på den gammel­herlovia­ner, der blamerer sig ved ikke at vide noget så ind­lysende og naturligt. Klosterbygningen hedder dog stadig ikke Klygningen.

 

Til lokaliteterne uden for skolen overlever sammentrækningen Skrynet, men hverken Nol eller Svulen, der begge deler skæbne med Mammeret og Snolen.

 

Det er ikke helt klart, om ordene knyttet til skolens festlige lejligheder på samme måde overleveres. Det er i hvert fald tydeligt, at den største traditionelle fest, nemlig Fugleskyd­ningen, ikke har kunnet fastholdes sprogligt. Tidlige­re tiders pæledirektører, pamlere (pilesam­lere) og grentere (grenhentere) er erstattet af tvivlsomme nydannelser som "minister for humlens indtagelse". Det er for det meste udtryk uden herlovianerpræg og sådan set også uden ungdomssprogets typiske opposi­tionelt-distan­cerende præg, men nok med et barnligt-oprørsk islæt. Den eneste sam­men­trækning, der er sikkert dokumenteret også fra de seneste år, er kon­trille (forkortelse af det tid­ligere kontrillefugl, som igen er sammen­trukket uregel­mæssigt af kontrollør ved Lille Fugl).

 

I 1999 havde ordet dipel i øvrigt to betydninger: den overordnede betyd­ning dækkede begrebet "elev på Herlufsholm", altså det samme som en her­lovianer. I en snævrere betydning dækkede det begrebet "mandlig kostelev på Herlufsholm", over for gloserne pipel, dapel og papel.

 

 

Herlovianersprogets kontinuitet

 

Alt dette giver os anledning til at konkludere, at herlovianer­sproget har været flittigt benyttet lige fra 1950 og til 2000. Mange ord har levet deres liv og er gået til de evige ordbøger undervejs, men en fast kerne af ord holder stædigt ved. Det er dels navne og betegnelser på fysiske lokali­teter på skolen, dels betegnelser på funktioner i skolens dagligdag, men ikke nødvendigvis fra skolens festdage. Ligesom ord er forsvundet, er andre ord kommet til. Den grundlæggende mekanis­me i Herlovianer­sproget, sammen­trækningen, er stadig produktiv og leverings­dygtig i nydannelser.

 

Som en kuriositet nævner flere af stileskriverne fra 1999 glosen skral, sammen­trukket af skrålemanual (sangbogen), der tilskrives en navngiven klassekam­merat. Om den holder, kan man jo nok tvivle om, men det er et af de meget sjældne tilfælde, hvor en gloses opkomst er dokumenteret. I det daglige findes der konkurrerende herlovianerformer af især nye begreber. Ni-madderne er for nylig til hverdagsbrug blevet suppleret af sunde boller, som indtil videre bærer flere navne, herunder foller (formiddags­boller) og cloller (Claudes boller; Claude er folkets øgenavn til den nuværende Heis), og de mindre velmente toller (tørre boller) og loller (lortebol­ler). Vi får at se, hvilken form, om nogen overhovedet, der overlever.

 

Nogle af de overleverede herlovianske sammentrækninger har oplevet om­fortolkninger. Det gælder altså ordene Dek og peder, men også ordet bælmer, som herlovianere i 1990'erne opfattede som sammentrukket af baby eller børne­have og så en eller anden form af ordet medlem. Omfor­tolk­ninger er selvfølgelig ikke noget nyt fænomen i herlovianer­sproget. Det gode gamle Vus har i gamle dage været udredt både som vandhus og som velan­stændig­hedshus. Den sidstnævnte er ikke et hak bedre end person­lig sveder.

 

Der er visse tegn på, at Herlovianersprogets domæne er ved at blive indsnævret. Tidligere i århundredet har det været i brug til ethvert anlig­gende og i enhver sammen­hæng i skolens hverdag, på humrene, på sove­salene, på Spladsen og så videre. I 1999 berettede især yngre diple, at faste udtryk som set og spever kun kunne benyttes lige præcis i forbindelse med bordene. På et hummer ville de aldrig bede om en set, men derimod om en serviet. Hvorvidt dette i længden reducerer sprogets udbredelse eller truer dets ek­sistens, kan man kun gætte på.

 

Om herlovianersproget i det hele taget anvendes sjældnere ved århund­redets slutning end ved århundredets midte, er vanskeligt at afgøre. Den andel, herlovianer­udtryk udgør af den enkelte dipels daglige sprogbrug i 2000, er måske mindre end i 1950. Men til gengæld er der mange flere herlovia­nere - og mange flere gamle herlovianere. Vi ved, at herlovia­nerne i 1995 kendte lidt færre gamle herlovianerord end i 1985. Det ved vi fra det spørgeskema om herlovia­nersproget, som alle elever og ansatte udfyldte de to år. Resul­ta­terne af spørge­skemaundersøgelserne fremgår af tabel 1.

 

Gruppe \ År

                  1985

                   1995

Dipel

                   14,6

                   12,5

Dapel

                    9,9

                     9,6

Pipel

                    9,8

                   11,6

Papel

                   10,1

                     9,9

Ansatte

                   16,6

                   14,6

Total

                   12,2

                   11,8

 

Tabel 1. Gnsn. antal rigtige svar på 25 spsm. om herlo­vianer­ordene.

 

Tabellen viser, at det samlede kendskab til 25 givne herlovia­nerord er dalet en smule fra 1985 og til 1995. Spørgeskemaet blev udfyldt af stort set alle, så tallene er ganske pålidelige i forhold til, hvad spørgeskema­under­søgelser ellers kan præ­stere. Det betyder altså, at de pågældende ord er på retur, eller måske, at sproget generelt er på retur. Det stør­ste fald ser vi blandt diplene og de ansatte (som omfatter alle med daglig gang på skolen, fra hørere og til postbud). De ansatte er i begge år den gruppe, der har bedst kendskab til herlovia­nerorde­ne. Det skal ses i sammenhæng med, at de ansatte har tilbragt mange år på skolen. Men netop mellem 1985 og 1995 skete der en voldsom udskiftning blandt de ansatte på skolen, hvorved der forsvandt flere, der selv var gammelher­lovianere. Det har utvivl­somt med­virket til nedgangen i kendskab til herlovianer­sproget blandt de ansatte som helhed. Det spiller ikke nødvendigvis nogen rolle for sprogets overleven. Hvis vi be­tragter herlovianersproget som herlovia­nernes sprog og ikke som sproget på Her­lufsholm, går vi jo ud fra, at det er diplene, der videre­bringer sproget fra genera­tion til generation.

 

Det kan imidlertid også udmærket være institutionen som helhed, der be­fordrer sproget. Jørgen Hvidtfelt Nielsens beskrivelse i skolens offi­cielle blad kunne tyde på, at skolen som institution i hvert fald ikke fornægter sproget. Det samme kan siges om interventioner fra Heis i midten af 1990'erne, hvor ord som gæve og bælmer blev søgt forbudt. Heis' sprog­planlægningsbestræbelser kan få en - formentlig utilsigtet - indflydelse på sprogets status for diplene.

 

Hvis det er de ansatte, der repræsenterer sprogets kontinuitet, kan de store udskiftninger mellem 1985 og 1995 have negativ betydning for herlovianerspro­get, omend måske kun forbigående. Efter nogle år kan den nye stab eventuelt have lært ordene og vænnet sig til at bruge dem i det daglige.

 

Hvis det på den anden side altså er eleverne, der bærer herlovianer­spro­gets traditioner, ser vi et par klare ændringer. Alle grupper undtagen piplene har mindre kendskab til her­lovia­nerordene i 1995 end i 1985. Und­tagel­sen skyldes sikkert, at piplene var et helt nyt fænomen i 1985, og derfor havde ingen af piplene været på skolen ret længe. I 1995 adskilte piplene sig på dette punkt ikke fra diplene, og der er da heller ikke nær så stor forskel mellem de to gruppers kendskab til herlovianersprogets særord. Det samlede billede er, at herlovia­nerne som helhed kender færre af ordene i 1995 end i 1985, og at de deler sig i kostelever over for dagelever i 1995, men i 1985 i kost­drenge over for alle andre.

 

Nu er det imidlertid ikke nødvendigvis rimeligt at måle her­lovianeres kendskab til her­lovianersproget med det samme spørgeskema med 10 års mellemrum - netop fordi ordene bliver skiftet ud i sproget. Derfor kan vi sige med sikkerhed, at sproget ikke er uddødt, og at der heller ikke er sikre tegn på dets snarlige uddøen. Vi kan også sige, at jo længere tid man har tilbragt på Herlufsholm, jo bedre kender man sproget.

 

Men mere kan vi heller ikke sige med sikkerhed. Vi ved ikke, om vi ser de sidste krampetræk­ninger, eller vi ser en tilstand, som har været nogen­lunde konstant gennem mange år. Når vi diskuterer sprogets overleven, skal vi jo huske på, at der i tidligere tider var langt færre herlovianere, og dermed langt færre gammel­herlovianere. Alligevel har sproget holdt sig i live indtil nu. Det kan godt være, at dets rolle i den prakti­ske hverdag er en anelse mindre fremtrædende end tidligere, eventuelt for nogle af eleverne. Men hvis vi tæller, hver gang et herlovianertræk bliver brugt, og regner det samlede tal for en hverdag ud, bliver det sikkert højere end det ville være blevet i 1950. Simpelthen fordi der er flere til at bruge trækkene.

 

 

Herlovianersproget som ungdomssprog

 

Noget andet er, at de herlovianske sammentrækninger ikke er den eneste måde, eleverne på Herlufsholm danner nye ord på i slutningen af 1900-tallet. Slang-ord, der er dannet ganske som slang-ord i andre former for dansk, er ganske almindelige. De enkelte slang-ords levetid er imidlertid næppe helt så lang som de sammentrukne herlovianerords. I 1996-97 angav de daværende diple for mig blandt andet følgende ord som nogle, der kun blev brugt på Her­lufsholm:

 

biff            skældsord i tiltale

bübs          penge

danbübs   dankort

 

Eleverne er på det rene med, hvad der sker. De ved, at disse udtryk måske nok som enkeltord er særlige for herlovianske unge, men de ved også, at ordene som type ikke adskiller sig fra andre unges:

 

Der er også opstået mange "ukurrente" udtryk, der er bl.a. bubs, [bybs, bøbs], som betyder penge, håndgut, (karakteren 5) o.s.v. Alle disse nye ord, afspejler samfundet udenfor, hvor det også er meget moderne at lave halt umotiverede ordsammensætninger og så gå rundt og slynge om sig med disse, mange gange, intetsigende ord, indenfor sin egen omgangskreds.

 

I 1999 vil diplene ikke længere kendes ved disse ord. Men i stilene fra 1990'er­ne fremgår det, at herlo­vianernes indbyrdes sproglige omgangs­form på mange måder minder om ungdomssprog, som vi kender det fra andre steder i den vestlige verden. Ungdomssprog er karakteristisk på flere måder. For det første er det kreativt: mange slang-ord har deres opkomst i ungdomssprog, og slang bruges hyppigt af unge mennesker. For det andet er det lydligt fleksibelt: unge mennesker taler ofte med større stemme­modulation end andre sprogbrugere, og ofte anvendes lyde, der ikke er egentlige sproglyde - disse lyde kaldes af og til "uartikulerede", men det beror faktisk på en alvorlig misforståelse, i virkelig­heden er de særde­les præcist artikulerede. For det tredje er ungdomssprog ofte koopera­tivt: unge mennesker kan opbygge beretninger i fællesskab ved at færdig­gøre hinandens sætninger, bidrage til fælles beskrivelser med lydeffekter og bifald og på andre måder markere fællesskab om en samtales emne.

 

Alle disse egenskaber genfinder vi i herlovianeres fælles omgangssprog. Kreativi­teten er jo særdeles vel belagt i herlovianersprogets særgloser. Ikke alene i mekanismen, men også i de slang-prægede ord, der ofte ligger bag sammen­trækningerne: tænk bare på nyster, naller, slær og solie.

 

De fleste herlovianere kender også til lyde, som betegner fænomener, personer eller karaktertræk, der har gjort sig fortjente til en uforbe­holden kommentar. Fællessprogets piften efter yngre veldrejede damer har mange kammerater i ungdomssprog, ikke mindst blandt herlovianere. I 1990'erne har herlovianere i stilene beskrevet et signal, der afsendes som udtryk for hån eller mishag: den ene hånds fingre samles, og hånden trækkes baglænes op foran skulderen og forbi øret, idet der artikuleres et "diich" eller "daach" med høj stemme. Håndbe­vægelsen og lyden skal artikuleres præcist, ellers forsvinder effekten af ud­trykket, og den talende udstiller sig selv til spot. Det er vigtigt for herlovianerne at beherske sådanne udtryk. Vi ved ikke, hvordan de opstår eller for­svinder, men mens de er gængse, forstærker de fællesskabsfølelsen og bidrager til sammenholdet. Netop derfor er det vigtigt at aflevere udtrykkene præ­cist, både på rette tidspunkt og med helt nøjagtig artikulation. Det kræver indsigt i og beherskelse af fællesskabets normer.

 

Det er slet ikke noget nyt, heller ikke blandt herlovianere. I 1950'erne var høpsehylet et af adskillige tilsvarende lydfænomener - og man kunne ingen vegne komme, hvis man ikke kendte det og forstod dets betydning. Udgangs­punktet var Høpsen, en hører som - givet helt ubegrundet - blev tillagt på­holdenhed som fremtrædende karakteregenskab. Den tilsvarende glose høpset udviklede sig til at betyde nøjeregnende i envher hen­seende. Således var tallet 999 i sig selv høpset, fordi det var småligt ikke blot at regne med 1000 i stedet for 999. Til det høpsede hørte en lyd, en stemt hæmmelyd, der blev artikuleret mellem tænderne i overmunden, tungespidsen og underlæben. Den skulle artikuleres på lige præcis den ene måde, og den kunne signalere alt, hvad der var høpset.

 

På samme måde ser vi i Achens ordbog fra 1940 opslaget om ordet klask, med betyd­ningen lussinger, tæv, prygl. Achen understreger, at ordet skal udtales [klaðzk], og altså ikke lige ud ad landevejen [klasg] som det fællesdanske ord.

 

Herlovianernes indbyrdes sprog begrænser sig altså ikke til sammen­trækninger­ne. Lydene hører også med - og begge dele har lange rødder tilbage i historien. Det er herlovianerne ved årtusindskiftet ganske klar over. Der er blandt eleverne en udbredt bevidsthed om den historiske dimension af herlovianeridentiteten. I stilene beretter eleverne gerne om deres stolthed ved at være herlovianere - og om at de ikke holder sig tilbage fra at skilte med deres tilhørsforhold ved at bruge sproget over for eller i hvert fald i selskab med folk, der ikke kender sproget:

 

Herlovianersproget er uden tvivl en af de stærkeste midler eleverne be­sidder til at adskille sig fra de "normale" unge mennesker i det danske samfund. Det er utroligt svært at afskaffe på grund af dens tradition og dens formål. Man har en helt klar følelse af at man er mere end andre på grund af herlovianersproget, man er unik. Sammenholdet der fremkommer på Herlufsholm ser man ikke mange andre steder og sproget spiller en stor rolle i elevernes selverkendelse.

 

Herlovianersproget bliver derved lige præcis et middel til dels at sym­bolisere og virkelig­gøre fællesskabet mellem herlovianere, dels at holde ikke-herlovianere udenfor. At herlovianeridentiteten ikke bare er et spørgsmål om, hvad vi har fælles, men også om, hvordan vi er anderledes (og selvfølgelig bedre) end de andre, er myten om skokserkampe­ne et glimrende tegn på. Myten har en historisk side: det har altid været en eller anden gang i fortiden, kampene fandt sted. Vi har ingen øjenvidne­beretninger, man adskillige henvisninger til "for nogle år siden". Myten har også et "os" og et "dem" - kernen i al social grænse­dragning. Det er ikke noget tilfælde, at myten har levet i over hundrede år, og at den optræder solidt placeret i de to herlovianerordbøger. Sproget og myten har i mange mange år været integrerede dele af herlovianernes fælles­skabsfølelse.

 

Det betyder selvfølgelig ikke, at alle herlovianere er halleluja-venner. Der er stadig hierarkier blandt herlovianere, og sproget er både krite­rium for og markør af den enkelte herlovianers plads i hierarkierne. I 1999 diskuterede jeg med to 1.G-klasser og med to 7.klas­ser, hvem der kunne tillade sig at finde på nye herlovianer­ord - og regne med at få dem udbredt og accep­teret blandt her­lovianere. Det faste svar er, at man helst skal gå i ældste klasse, og nok også helst være kostelev - og så skal man måske også være person­ligt populær blandt de øvrige elever.

 

Ingen elever kunne forklare, hvorfor Mygningen hedder Mygningen, men Klosterbyg­ningen ikke Klyg­ningen - og de færreste skulle have noget af at forsøge sig med at bruge en ikke-etableret sammen­trækning over for andre herlovianere. Risikoen for at træde uden for normer­ne var for stor. I 1.G sam­men­lignede eleverne ligefrem brugen af en ikke-eta­bleret sammen­trækning som Lården (for Lassengården) med det at gå med hvide sokker: helt igennem grimt, smag­løst, pøbelagtigt og uaccep­tabelt. Ligesom herlovianersproget kan bruges til at trække grænsen over for ikke-herlovianere, kan det også bruges til at banke mindre magtfulde herlovianere på plads. Flertallet af herlovianere i 1990'erne har oplevet at blive verbalt løbet fuldstændig over ende ved bordene de første dage. Oplevelsen af at stå udenfor, af ikke at være med, er beskrevet i mange af de stile, jeg har fået af her­lovianere - og erkendelsen af selv at triumfere, når man var kommet med, og nye begyndere kom til, findes også hos mange. Herlovianere ved, at sproget både er et middel til at skabe sammenhold og et middel til at holde andre på plads:

 

Det er stadigvæk eliten af hierakiet, der indfører nye ord, og det er dem som bruger det, og dem, der gerne vil være som eliten, bruger det også, men jeg føler ikke længere et ønske om at være som dem, da jeg så at sige har fundet ud af, hvem jeg er. Det har givet mig et indtryk af, at de mennesker der bruger de nye ord oftest, er nogle meget usikre og uselvstændige personer. Specielt dem, der bruger ordene bare for at bruge dem, og ikke for at udtrykke noget. Derfor vil min venneskreds bestå af folk, der bruger sproget som noget naturligt og ikke påtaget. Min holdning til herlovianer­sproget vil nok stille mig om ikke i bunden, men så i midten af hierakiet.

 

Sproget er ikke den eneste side af livet, der er knyttet til hierarkierne. I 1999 kunne diple berette om, at kun 3.G havde lov til at færdes ad Runde Trappe på Skygningen og brandtrappen på Mygningen. De yngre gymnasie­elever fandt sig, under stærk hensyntagen til deres egen forventede position inden for de nærme­ste år, i denne privile­gering af ældste klasse. Nogle fremhævede dog den god­modige pointe, at hvis det virkelig betød så meget for ældste klasses selvrespekt at have eneret på en trappe, så skulle de da have lov til det.

 

Sproget føjer sig til en række af fænomener blandt de unge mennesker, som er underkastet ændringer i mode. Måske indtræder ændringer i sprogets ordforråd ikke helt så brat og voldsomt som strøm­pers farve, men allige­vel. Diplene er særdeles opmærksomme på, hvad der hører sig til, og hvad der ligger uden for det, man kan tillade sig. Denne opmærksom­hed er også i høj grad herlovianer­sproget til del.

 

Herlovianersproget er ved 2000-tallets begyndelse så centralt et fænomen på Herlufsholm, at ingen kommer uden om det, hvad enten deres holdning til det er negativ eller positiv.

 

Henvisninger:

 

Danske stile fra ca. 100 herlovianere 1996-1999, om sprog i alminde­lighed og herlovianersproget i særdeleshed.

Niels Aarup: Herlovianerord kendt og brugt 1948-1951. Manus Ballerup 1989.

Svend-Tito Achen: Ordbog over det herlovianske sprog. Næstved 1940.

J. N. Jørgensen: Herlovianersproget 1985. In: M. Nielsen (red): Skovkloster-Herlufsholm 850. Næstv. 1985, 42-49.

J. N. Jørgensen: Ungdomssprog og gruppeidentitet. Om herlovia­nersproget, en skoleargot. In: Ulla-Britt Kotsinas, Anna-Brita Stenström och Anne-Malin Karlsson (utg): Ungdomsspråk i Norden. Stockholm 1997, 136-146.

Ebbe Neergaard: Ordbog over skolesproget på Herlufsholm. Køben­havn 1922.

Jørgen Hvidtfelt Nielsen: Må en bæl puse i svulen? Om det levende herlo­vianersprog. In: Herlufsholm-kontakt august 1975, 11-13.

 +++